1:
helt/heltinde. Bonde/bondepige.
2: målet. Prins/prinsesse.
3: modstander. Drage.
4: hjælper. fe
5: hjælpemidler, magiske ting till kampen mod det onde. Blomst, ring og tæppe.
Der var engang i et land langt langt borte, for mange år siden en lille bondepige
der boede på en lille bondegård med
hendes far og mor. Hun ville så gerne finde en bondemand, fordi hendes forældre
var meget gamle og svage. Den lille bondepige var hverken smuk eller rig, ,
hendes hår var kort og slidt, hendes hud var fyldt men bumser og bylder, og
alle de andre i byen kaldte hende heks. Hun havde kun én gammel kjole, der med
tidens slid var blevet trist og grå af at arbejde i marken og huset, hvor hun
gjorde det hele selv, samtidig med hun passede hendes forældre. Hun blev trist
hver gang nogle kaldte hende heks og grim, for hun var en rigtig hjælpsom og
sød bondepige, det var der bare meget få der vidste, for de ville ikke snakke
med hende. Når hun gik på landevejen mod byen var der endda nogle der kastede
sten efter hende, men det gjorde hende glad at komme hjem til bondegården, for
dyrene var ligeglad med hendes udseende og ligeså hendes forældre. Glæden
forsvandt dog så snart hun forlod den lille bondegårds tryghed.
En dag gik hun ud over markerne, over bækken, hen mod skoven. I skovbrynet
satte hun sig på en stor sten. Her sad hun og tænkte på hvordan hun skulle
klare den, og finde en dejlig bondemand der kunne hjælpe hende, og give hende
nogle små flotte børn. Hun sad der og så solen gå ned over markerne, og tænkte
på hvor dejligt det kunne være, hvis hun bare var lige så smuk som
solnedgangen. Hun sad på stenen hvor hun græd og tænkte over hvordan det dog
skal gå hende, indtil solen var forsvundet helt bort, og der til sidst er helt
mørkt. Først da mørket var faldet helt på, rejste hun sig for at gå hjem. Lige
i det hun rejste sig, så hun hvad hun troede var lyset fra en ildflue, lyset
kom tættere og tættere på, og hun så til sidst at det var lyset fra vingerne af
en fe.
Ved første øjekast blev hun bange, for hun havde jo aldrig set en fe før. Men
da feen komm nærmere, så hun at feen smilte, og hun var ikke længere bange.
”Godaften. Hvorfor sidder du dog herude i mørket, helt alene?” spurgte
feen. Pigen tørrede den sidste falden tåre væk fra sin kind, og svarede: ”Jeg
er ked af det, fordi jeg er så ensom. Jeg er alt for grim til nogensinde at
finde en bondemand.” Feen satte sig på stenen, og kiggede op på hende. ”Jeg kan
hjæpe dig. Jeg har disse tre ting, som du kan bruge. ” Feen svingede sin
tryllestav, og så lagde der en blomst og en ring på et tæppe. Pigen tænkte over
hvordan disse tre ting dog skulle hjælpe hende, men før hun nåede at svare, forsatte
feen: ”I det største bjerg, er der en grotte bag et stort vandfald. I den
grotte sidder en prins, fanget af en stor og farlig ildspyende drage, og du
skal befri ham. Tæppet gør dig usynlig, ringen gør dig smuk, og blomsten er
fyldt med sødmepollen, så hvem du end drysser i øjnene med pollen, vil blive
sød og rar. God rejse!” Igen, inden pigen nåede at svare, var feen væk, og nu
var der kun mørket.
Hun vågnede, da solen stod op, og opdagede at hun havde sovet i skoven.
Først tænkte hun at det hele var en drøm, men så opdagede hun de tre magiske
ting. Hun huskede hvad feen havde sagt, og begav sig afsted mod grotten med det
samme. Turen var lang, og varede i dagevis, undervejs kom hun til at fryse
gennem sneklædte bjerge, svede gennem den tætte regnskov, samt fik våde fødder
da hun skulle gå gennem en å for at nå frem, alt dette gjorde hun i sin slidte
grå kjole. Til sidst nåede hun bjergene, og opdagede grotten bag vandfaldet.
Hun stod foran grotten et par minutter for at samle mod til at gå gennem
vandfaldet. Hun tog til sidst ringen på, tæppet over hovedet og gik gennem det
kolde vand. Da hun kom ind, kunne hun se den store og farlige ildspyende drage,
den gjorde at hun blev bange og begyndte at rystede. Hun blev nødt til at minde
sig selv om at hun var usynlig og dragen ikke kunne se hende. Hun vandrede hen
mod dragen, kravlede op på dens store, grønne og skælfyldte krop. Hun kravlede
og kravlede, hun nåede op på toppen af hovedet og her fandt hun blomsten frem
fra sin lomme, hun dryssede og dryssede, indtil hun sidste kunne se dragen
begyndte at tegne hjerter i sandet på grottens bund, da vidste at dragen i
sandhed var blevet sød. Herefter ructschede hun ned at dragens ryg, udover
halen, hvor hun til sidst ramte sandet på grottens bund. Hun smed sit
usynligheds tæppe, og opdagede nu til hendes store overraskelse at hun med
ringen på, havde fået en smuk lyserød kjole, langt gyldent hår og at alle
hendes bylder og bumser var forsvundet, da følte hun sig smuk som solnedgangen.
Hun fik øje på prinsen der stod bagerst i grotten og gemte sig. Hun gik selvsikkert
hen mod ham, for da følte hun sig smuk. Hun kom hen til prinsen og sagde: ”Jeg
er kommet for at befri dig! Nu skal vi bare ud igen” prinsen svarede: ”Vi kan
jo ikke komme forbi dragen?” Herpå fortalte bondepigen om hvad hun havde gjort
og fået af feen, men ikke om ringen, for hun syntes ikke han skulle vide
hvordan hun egentlig så ud. De gik forbi dragen, ud af grotten, gennem
vandfaldet, og hjem mod prinsens slot. For bondepigen havde en plan! Hun ville
spørge kongen om hun måtte gifte sig med prinsen.
De gik i 3 dage og 3 nætter, inden de nåede frem til slottet. Her jublede
vagterne ved porten, da de så prinsen komme gående med sådan en smuk pige. De
truttede i deres basuner for prinsen var kommet hjem, og havde med, hvad der i
sandhed lignede en prinsesse. De gik gennem slottets fine festsale, indtil de
nåede tronsalen hvor kongen sad. Derinde hilste den hjemvendte prins på sin far,
og satte sig ved siden af ham. Bondepigen, der endnu bar skønhedsringen, tog
mod til sig, hun spurgte kongen om han måtte gifte sig med prinsen. Kongen
svarede: ”Du der har befriet min søn, du er i sandhed en pige jeg tør gifte min
søn med!” Herefter kiggede kongen på prinsen, der rystede på hovedet, og sagde:
”Jeg vil ikke giftes” dette sagde han, fordi han syntes hun lignede en der ikke
turde lege på græsset, og blive beskidt.
Bondepigen blev
ked af det, hun tog ringen af og kastede den væk ud mod de høje vægge og man
kunne høre genlyd på hele slottet, nu lignede hun igen sig selv. Hendes hår var
atter kort og slidt, hendes hud var igen fyldt med bumser og bylder og kjolen
grå og slidt, hun vendte om og begyndte at forlade slottet. Hun gik igen
igennem de store festsale, hun græd og tårerne landede på jorden og lavede et
lille spor efter hende af våde pletter, for denne gang var hun bare ked og ikke
glad. Hun nåede den store port, her beordrede hun meget bestemt vagterne, til
at åbne portene for hun ville ikke være der mere. Først her indhentede prinsen hende og sagde: ”nu hvor jeg kan se dit
rigtige udseende, vil jeg gerne giftes! Du ligner en som ikke har noget imod at
blive beskidt, og have det sjovt” Bondepigen svarede: ”Vil du virkelig? Jeg
drømmer sådan om en bondemand, der kan komme med hjem på mine forældres lille
bondegård, og passe den og mine forældre” Prinsen svarede: ”Der er ikke noget i
denne verden jeg hellere vil, så længe det er sammen med dig”.
Derefter gik de igen den lange vej hjem til bondepigen, hvor prinsen
flyttede ind og blev bondemand hos familien. De blev gift på gården, mens alle
de andre i byen var misundelig på hende, de før havde kaldt heks.
Hvis ikke de er døde bor de der endnu, og måske en dag du møder bondepigen
med det korte slidte hår, bumser og bylder i hendes grå og slidte kjole.