1:
helt/heltinde. Bonde/bondepige.
2: målet. Prins/prinsesse.
3: modstander. Drage.
4: hjælper. fe
5: hjælpemidler, magiske ting till kampen mod det onde. Blomst, ring og tæppe.
2: målet. Prins/prinsesse.
3: modstander. Drage.
4: hjælper. fe
5: hjælpemidler, magiske ting till kampen mod det onde. Blomst, ring og tæppe.
Der var engang i et land langt langt borte, for mange år siden en lille bondepige
der boede på en lille bondegård med
hendes far og mor. Hun ville så gerne finde en bondemand, fordi hendes forældre
var meget gamle og svage. Den lille bondepige var hverken smuk eller rig, ,
hendes hår var kort og slidt, hendes hud var fyldt men bumser og bylder, og
alle de andre i byen kaldte hende heks. Hun havde kun én gammel kjole, der med
tidens slid var blevet trist og grå af at arbejde i marken og huset, hvor hun
gjorde det hele selv, samtidig med hun passede hendes forældre. Hun blev trist
hver gang nogle kaldte hende heks og grim, for hun var en rigtig hjælpsom og
sød bondepige, det var der bare meget få der vidste, for de ville ikke snakke
med hende. Når hun gik på landevejen mod byen var der endda nogle der kastede
sten efter hende, men det gjorde hende glad at komme hjem til bondegården, for
dyrene var ligeglad med hendes udseende og ligeså hendes forældre. Glæden
forsvandt dog så snart hun forlod den lille bondegårds tryghed.
En dag gik hun ud over markerne, over bækken, hen mod skoven. I skovbrynet satte hun sig på en stor sten. Her sad hun og tænkte på hvordan hun skulle klare den, og finde en dejlig bondemand der kunne hjælpe hende, og give hende nogle små flotte børn. Hun sad der og så solen gå ned over markerne, og tænkte på hvor dejligt det kunne være, hvis hun bare var lige så smuk som solnedgangen. Hun sad på stenen hvor hun græd og tænkte over hvordan det dog skal gå hende, indtil solen var forsvundet helt bort, og der til sidst er helt mørkt. Først da mørket var faldet helt på, rejste hun sig for at gå hjem. Lige i det hun rejste sig, så hun hvad hun troede var lyset fra en ildflue, lyset kom tættere og tættere på, og hun så til sidst at det var lyset fra vingerne af en fe. Ved første øjekast blev hun bange, for hun havde jo aldrig set en fe før. Men da feen komm nærmere, så hun at feen smilte, og hun var ikke længere bange.
”Godaften. Hvorfor sidder du dog herude i mørket, helt alene?” spurgte feen. Pigen tørrede den sidste falden tåre væk fra sin kind, og svarede: ”Jeg er ked af det, fordi jeg er så ensom. Jeg er alt for grim til nogensinde at finde en bondemand.” Feen satte sig på stenen, og kiggede op på hende. ”Jeg kan hjæpe dig. Jeg har disse tre ting, som du kan bruge. ” Feen svingede sin tryllestav, og så lagde der en blomst og en ring på et tæppe. Pigen tænkte over hvordan disse tre ting dog skulle hjælpe hende, men før hun nåede at svare, forsatte feen: ”I det største bjerg, er der en grotte bag et stort vandfald. I den grotte sidder en prins, fanget af en stor og farlig ildspyende drage, og du skal befri ham. Tæppet gør dig usynlig, ringen gør dig smuk, og blomsten er fyldt med sødmepollen, så hvem du end drysser i øjnene med pollen, vil blive sød og rar. God rejse!” Igen, inden pigen nåede at svare, var feen væk, og nu var der kun mørket.
Hun vågnede, da solen stod op, og opdagede at hun havde sovet i skoven. Først tænkte hun at det hele var en drøm, men så opdagede hun de tre magiske ting. Hun huskede hvad feen havde sagt, og begav sig afsted mod grotten med det samme. Turen var lang, og varede i dagevis, undervejs kom hun til at fryse gennem sneklædte bjerge, svede gennem den tætte regnskov, samt fik våde fødder da hun skulle gå gennem en å for at nå frem, alt dette gjorde hun i sin slidte grå kjole. Til sidst nåede hun bjergene, og opdagede grotten bag vandfaldet.
Hun stod foran grotten et par minutter for at samle mod til at gå gennem vandfaldet. Hun tog til sidst ringen på, tæppet over hovedet og gik gennem det kolde vand. Da hun kom ind, kunne hun se den store og farlige ildspyende drage, den gjorde at hun blev bange og begyndte at rystede. Hun blev nødt til at minde sig selv om at hun var usynlig og dragen ikke kunne se hende. Hun vandrede hen mod dragen, kravlede op på dens store, grønne og skælfyldte krop. Hun kravlede og kravlede, hun nåede op på toppen af hovedet og her fandt hun blomsten frem fra sin lomme, hun dryssede og dryssede, indtil hun sidste kunne se dragen begyndte at tegne hjerter i sandet på grottens bund, da vidste at dragen i sandhed var blevet sød. Herefter ructschede hun ned at dragens ryg, udover halen, hvor hun til sidst ramte sandet på grottens bund. Hun smed sit usynligheds tæppe, og opdagede nu til hendes store overraskelse at hun med ringen på, havde fået en smuk lyserød kjole, langt gyldent hår og at alle hendes bylder og bumser var forsvundet, da følte hun sig smuk som solnedgangen. Hun fik øje på prinsen der stod bagerst i grotten og gemte sig. Hun gik selvsikkert hen mod ham, for da følte hun sig smuk. Hun kom hen til prinsen og sagde: ”Jeg er kommet for at befri dig! Nu skal vi bare ud igen” prinsen svarede: ”Vi kan jo ikke komme forbi dragen?” Herpå fortalte bondepigen om hvad hun havde gjort og fået af feen, men ikke om ringen, for hun syntes ikke han skulle vide hvordan hun egentlig så ud. De gik forbi dragen, ud af grotten, gennem vandfaldet, og hjem mod prinsens slot. For bondepigen havde en plan! Hun ville spørge kongen om hun måtte gifte sig med prinsen.
De gik i 3 dage og 3 nætter, inden de nåede frem til slottet. Her jublede vagterne ved porten, da de så prinsen komme gående med sådan en smuk pige. De truttede i deres basuner for prinsen var kommet hjem, og havde med, hvad der i sandhed lignede en prinsesse. De gik gennem slottets fine festsale, indtil de nåede tronsalen hvor kongen sad. Derinde hilste den hjemvendte prins på sin far, og satte sig ved siden af ham. Bondepigen, der endnu bar skønhedsringen, tog mod til sig, hun spurgte kongen om han måtte gifte sig med prinsen. Kongen svarede: ”Du der har befriet min søn, du er i sandhed en pige jeg tør gifte min søn med!” Herefter kiggede kongen på prinsen, der rystede på hovedet, og sagde: ”Jeg vil ikke giftes” dette sagde han, fordi han syntes hun lignede en der ikke turde lege på græsset, og blive beskidt.
Bondepigen blev ked af det, hun tog ringen af og kastede den væk ud mod de høje vægge og man kunne høre genlyd på hele slottet, nu lignede hun igen sig selv. Hendes hår var atter kort og slidt, hendes hud var igen fyldt med bumser og bylder og kjolen grå og slidt, hun vendte om og begyndte at forlade slottet. Hun gik igen igennem de store festsale, hun græd og tårerne landede på jorden og lavede et lille spor efter hende af våde pletter, for denne gang var hun bare ked og ikke glad. Hun nåede den store port, her beordrede hun meget bestemt vagterne, til at åbne portene for hun ville ikke være der mere. Først her indhentede prinsen hende og sagde: ”nu hvor jeg kan se dit rigtige udseende, vil jeg gerne giftes! Du ligner en som ikke har noget imod at blive beskidt, og have det sjovt” Bondepigen svarede: ”Vil du virkelig? Jeg drømmer sådan om en bondemand, der kan komme med hjem på mine forældres lille bondegård, og passe den og mine forældre” Prinsen svarede: ”Der er ikke noget i denne verden jeg hellere vil, så længe det er sammen med dig”.
Derefter gik de igen den lange vej hjem til bondepigen, hvor prinsen flyttede ind og blev bondemand hos familien. De blev gift på gården, mens alle de andre i byen var misundelig på hende, de før havde kaldt heks.
Hvis ikke de er døde bor de der endnu, og måske en dag du møder bondepigen med det korte slidte hår, bumser og bylder i hendes grå og slidte kjole.
En dag gik hun ud over markerne, over bækken, hen mod skoven. I skovbrynet satte hun sig på en stor sten. Her sad hun og tænkte på hvordan hun skulle klare den, og finde en dejlig bondemand der kunne hjælpe hende, og give hende nogle små flotte børn. Hun sad der og så solen gå ned over markerne, og tænkte på hvor dejligt det kunne være, hvis hun bare var lige så smuk som solnedgangen. Hun sad på stenen hvor hun græd og tænkte over hvordan det dog skal gå hende, indtil solen var forsvundet helt bort, og der til sidst er helt mørkt. Først da mørket var faldet helt på, rejste hun sig for at gå hjem. Lige i det hun rejste sig, så hun hvad hun troede var lyset fra en ildflue, lyset kom tættere og tættere på, og hun så til sidst at det var lyset fra vingerne af en fe. Ved første øjekast blev hun bange, for hun havde jo aldrig set en fe før. Men da feen komm nærmere, så hun at feen smilte, og hun var ikke længere bange.
”Godaften. Hvorfor sidder du dog herude i mørket, helt alene?” spurgte feen. Pigen tørrede den sidste falden tåre væk fra sin kind, og svarede: ”Jeg er ked af det, fordi jeg er så ensom. Jeg er alt for grim til nogensinde at finde en bondemand.” Feen satte sig på stenen, og kiggede op på hende. ”Jeg kan hjæpe dig. Jeg har disse tre ting, som du kan bruge. ” Feen svingede sin tryllestav, og så lagde der en blomst og en ring på et tæppe. Pigen tænkte over hvordan disse tre ting dog skulle hjælpe hende, men før hun nåede at svare, forsatte feen: ”I det største bjerg, er der en grotte bag et stort vandfald. I den grotte sidder en prins, fanget af en stor og farlig ildspyende drage, og du skal befri ham. Tæppet gør dig usynlig, ringen gør dig smuk, og blomsten er fyldt med sødmepollen, så hvem du end drysser i øjnene med pollen, vil blive sød og rar. God rejse!” Igen, inden pigen nåede at svare, var feen væk, og nu var der kun mørket.
Hun vågnede, da solen stod op, og opdagede at hun havde sovet i skoven. Først tænkte hun at det hele var en drøm, men så opdagede hun de tre magiske ting. Hun huskede hvad feen havde sagt, og begav sig afsted mod grotten med det samme. Turen var lang, og varede i dagevis, undervejs kom hun til at fryse gennem sneklædte bjerge, svede gennem den tætte regnskov, samt fik våde fødder da hun skulle gå gennem en å for at nå frem, alt dette gjorde hun i sin slidte grå kjole. Til sidst nåede hun bjergene, og opdagede grotten bag vandfaldet.
Hun stod foran grotten et par minutter for at samle mod til at gå gennem vandfaldet. Hun tog til sidst ringen på, tæppet over hovedet og gik gennem det kolde vand. Da hun kom ind, kunne hun se den store og farlige ildspyende drage, den gjorde at hun blev bange og begyndte at rystede. Hun blev nødt til at minde sig selv om at hun var usynlig og dragen ikke kunne se hende. Hun vandrede hen mod dragen, kravlede op på dens store, grønne og skælfyldte krop. Hun kravlede og kravlede, hun nåede op på toppen af hovedet og her fandt hun blomsten frem fra sin lomme, hun dryssede og dryssede, indtil hun sidste kunne se dragen begyndte at tegne hjerter i sandet på grottens bund, da vidste at dragen i sandhed var blevet sød. Herefter ructschede hun ned at dragens ryg, udover halen, hvor hun til sidst ramte sandet på grottens bund. Hun smed sit usynligheds tæppe, og opdagede nu til hendes store overraskelse at hun med ringen på, havde fået en smuk lyserød kjole, langt gyldent hår og at alle hendes bylder og bumser var forsvundet, da følte hun sig smuk som solnedgangen. Hun fik øje på prinsen der stod bagerst i grotten og gemte sig. Hun gik selvsikkert hen mod ham, for da følte hun sig smuk. Hun kom hen til prinsen og sagde: ”Jeg er kommet for at befri dig! Nu skal vi bare ud igen” prinsen svarede: ”Vi kan jo ikke komme forbi dragen?” Herpå fortalte bondepigen om hvad hun havde gjort og fået af feen, men ikke om ringen, for hun syntes ikke han skulle vide hvordan hun egentlig så ud. De gik forbi dragen, ud af grotten, gennem vandfaldet, og hjem mod prinsens slot. For bondepigen havde en plan! Hun ville spørge kongen om hun måtte gifte sig med prinsen.
De gik i 3 dage og 3 nætter, inden de nåede frem til slottet. Her jublede vagterne ved porten, da de så prinsen komme gående med sådan en smuk pige. De truttede i deres basuner for prinsen var kommet hjem, og havde med, hvad der i sandhed lignede en prinsesse. De gik gennem slottets fine festsale, indtil de nåede tronsalen hvor kongen sad. Derinde hilste den hjemvendte prins på sin far, og satte sig ved siden af ham. Bondepigen, der endnu bar skønhedsringen, tog mod til sig, hun spurgte kongen om han måtte gifte sig med prinsen. Kongen svarede: ”Du der har befriet min søn, du er i sandhed en pige jeg tør gifte min søn med!” Herefter kiggede kongen på prinsen, der rystede på hovedet, og sagde: ”Jeg vil ikke giftes” dette sagde han, fordi han syntes hun lignede en der ikke turde lege på græsset, og blive beskidt.
Bondepigen blev ked af det, hun tog ringen af og kastede den væk ud mod de høje vægge og man kunne høre genlyd på hele slottet, nu lignede hun igen sig selv. Hendes hår var atter kort og slidt, hendes hud var igen fyldt med bumser og bylder og kjolen grå og slidt, hun vendte om og begyndte at forlade slottet. Hun gik igen igennem de store festsale, hun græd og tårerne landede på jorden og lavede et lille spor efter hende af våde pletter, for denne gang var hun bare ked og ikke glad. Hun nåede den store port, her beordrede hun meget bestemt vagterne, til at åbne portene for hun ville ikke være der mere. Først her indhentede prinsen hende og sagde: ”nu hvor jeg kan se dit rigtige udseende, vil jeg gerne giftes! Du ligner en som ikke har noget imod at blive beskidt, og have det sjovt” Bondepigen svarede: ”Vil du virkelig? Jeg drømmer sådan om en bondemand, der kan komme med hjem på mine forældres lille bondegård, og passe den og mine forældre” Prinsen svarede: ”Der er ikke noget i denne verden jeg hellere vil, så længe det er sammen med dig”.
Derefter gik de igen den lange vej hjem til bondepigen, hvor prinsen flyttede ind og blev bondemand hos familien. De blev gift på gården, mens alle de andre i byen var misundelig på hende, de før havde kaldt heks.
Hvis ikke de er døde bor de der endnu, og måske en dag du møder bondepigen med det korte slidte hår, bumser og bylder i hendes grå og slidte kjole.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar